Bogforum 2026, 2027 og 2028 - Datoer og oprindelse

Bogforum datoer

Bogforum afholdes hvert år i november på følgende datoer:

  • fra fredag d. 30. oktober til søndag d. 1. november 2026
  • fra fredag d. 5. til søndag d. 7. november 2027 (estimeret)
  • fra fredag d. 3. til søndag d. 5. november 2028 (estimeret)

Bogforum er en litteraturfestival, også ofte omtalt som en bogmesse eller en bogfestival, der afholdes hvert år i København.1 Den foregår i november og strækker sig over tre dage, fra fredag til søndag.

Bogforums oprindelse

Signeringer af romaner. Paneldebatter, oplæsninger og talks. Bogudgivelser og mousserende vin. Bogforum er ofte blevet beskrevet som danske forfatteres største årlige event. Her kan man møde forfattere fra forskellige genrer – på forlagenes stande, i talks og til meet and greets.

Hvis man ikke har hørt om det før, lyder Bogforum mest som et event, der er for læsehestene, forlagene og andre folk i bogbranchen. Men det er langt fra tilfældet.

Så hvordan startede Bogforum egentlig? Hvor startede det? Og hvordan har bogfestivalen udviklet sig gennem tiden til at være Danmarks største litterære begivenhed?

Inspiration fra en svensk bogmesse

I 1985 blev Bok- och biblioteksmässan i Göteborg afholdt for første gang. Denne svenske bogmesse var en rendyrket fagmesse rettet mod bibliotekarer som en form for efteruddannelse.2 Med tiden ændrede den form og målgruppe, og i dag henvender den sig til i høj grad til læsere og litteraturinteresserede.

Messen skiftede sidenhen navn til Bokmässan og er i dag den næststørste bogmesse i Europa. Den største bogmesse i Europa og faktisk også den største i verden er Frankfurter Buchmesse.

Det var fra vores svenske naboer, at folkene bag Bogforum hentede inspirationen til at lave en bogmesse i Danmark. Et af de navne, der forbindes med Bogforum, er Bent Larsen.3 I 1992 organiserede han bogmessen, der flere steder blev omtalt som Bøger i Forum, mens andre kaldte det Vild med bøger. Førstnævnte navn beskriver bogmessen ret fint, for den foregik nemlig i koncert- og udstillingsbygningen Forum på Frederiksberg.4

Det blev starten på det, vi i dag kalder Bogforum.

Bogforum blev fra 1992 til 2011 afholdt i Forum på Frederiksberg
Bogforum blev fra 1992 til 2011 afholdt i Forum på Frederiksberg Ib Rasmussen / Public domain
I 2012 rykkede Bogforum til Bella Center på Amager
I 2012 rykkede Bogforum til Bella Center på Amager Orf3us / GFDL

Bogforums start på Frederiksberg

Messen løb af stablen for første gang fra den 17. til den 20. september i 1992. Her lignede programmet meget den struktur, der var hos Bok- och biblioteksmässan i Göteborg. Den første dag var nemlig en ren branchedag uden publikum.3

Det første år var interessen fra forlagene ikke specielt stor. Mange af de større forlag takkede simpelthen nej til at deltage. Invitationerne til at deltage blev sendt ud i februar 1992, og mange meldte tilbage, at de ikke kunne nå at blive klar til messen i efteråret. Dernæst var der et andet problem: I september 1992 ville Frankfurter Buchmesse også finde sted, og det var allerede på det tidspunkt et rigtig stort event.5

Alligevel troppede mellem 8.000 og 10.000 gæster op for at være med til Bøger i Forum. Det var endda på trods af, at der en af dagene i weekenden var lukket for publikum. Trods det og trods den manglende opbakning fra forlagsbranchen, blev messen en succes. Året efter var antallet af gæster steget til 18.000, og her kom de større forlag også med.6

I 1993 blev navnet ændret til Bogforum. Samme år blev datoerne for eventet også rykket, og den dag i dag falder Bogforum altid i november. Det var dog ikke det eneste, der ændrede sig for hvert år, der gik: Det gjorde antallet af deltagere nemlig også.

Bogforum får vokseværk

Fra sin start i 1992 og indtil 2011 foregik bogfestivalen i Forum. I 2012 blev det besluttet, at Bogforum i stedet skulle afholdes i Bella Center på Amager. Besøgstallet på Bogforum lå i mange år på mellem 25.000 og 30.000, men efter flytningen til Bella Center steg antallet. I 2025 slog de rekorden med intet mindre end 48.010 besøgende.4

Bogfestivalen slår sig særligt på at have fokus på den almene læser. På litteraturforbrugeren, der kommer og bliver inspireret til nye læseoplevelser – og egentlig bare oplevelser i det hele taget.6

Tv-personlighed Maria Månson og forfatter Jens Henrik Jensen i en talk på Bogforum 2025
Tv-personlighed Maria Månson og forfatter Jens Henrik Jensen i en talk på Bogforum 2025 Christian Ursilva from København, Danmark / CC BY-SA 4.0

Men vokseværket gør sig også gældende for de aktiviteter og oplevelser, man kan få på Bogforum. Siden Bogforum rykkede til Bella Center er programmet blevet udvidet, og antallet af udstillere er vokset.

Bella Center bliver i dag inddelt i områder efter farver, der har fokus på bestemte målgrupper, genrer eller udstillere. Man kan for eksempel besøge Børnenes Bogforum, der er et særligt område for børnebøger, Bogforum Comics, der har fokus på tegneserier og illustratorer samt et område for selvudgivere.

Bogforums debutantpris og andre prisuddelinger

Bogforum har selvsagt et stort fokus på at fejre bøger, forfattere og historiefortællinger i alle mulige afskygninger. I 1993, allerede året efter første event, blev Bogforums Debutantpris uddelt for første gang. Prisen tildeles en debuterende skønlitterær forfatter. Uddelingen af prisen bliver af mange set som startskuddet til bogfestivalen, da den som regel finder sted på festivalens første dag.7

Der er også uddelinger af legater og andre prisuddelinger, der optager scenerne. En af dem er Danish Book Blog Award, ofte forkortet DBBA, som er blevet uddelt af Plusbog.dk siden 2016, og hvor almindelige læsere kan indstille deres yndlingsbogblogger til prisen.8

En anden pris er Skriverprisen, der uddeles af Undervisningsministeriet. Prisen har til formål at hædre en særlig bemærkelsesværdig indsats for den læsevenlige danske litteratur for børn, unge eller voksne.9

Mange gæster sætter sig klar på tilskuerrækkerne for at se, hvem der vinder. Har man dog brug for noget mere interaktivt, er der heldigvis tænkt mangfoldighed ind i programmet.

Pianist, komponist, forfatter og entertainer Sigurd Barrett optrådte på Bogforum i 2025
Pianist, komponist, forfatter og entertainer Sigurd Barrett optrådte på Bogforum i 2025 Christian Ursilva from København, Danmark / CC BY-SA 4.0
Skuespiller Lars Thiesgaard optrådte blandt andet med Disney-quiz og oplæsning på Bogforum i 2025
Skuespiller Lars Thiesgaard optrådte blandt andet med Disney-quiz og oplæsning på Bogforum i 2025 Christian Ursilva from København, Danmark / CC BY-SA 4.0

Historier fra skønlitteraturen, tv og musik

Bogforum hylder danske forfattere uanset genre og forlag. Her er der plads til at dykke ned i fængende krimier, storslået fantasy og dybfølte romantiske historier, til digte og faglitteratur.

Programmet er fyldt, og der er så meget, man kan se og opleve. Der er indslag på forlagenes egne stande, og Bella Center har flere scener, der byder på spændende paneldebatter og talks. Man kan deltage i bogreceptioner, quizzer og møde sine litterære idoler. Bøger bliver signeret, selfies bliver taget, uddrag bliver læst op, og der lægges op til samtaler om alt mellem nichebøger og bestsellere.

Som nævnt har Bogforum med tiden udviklet sig til mere end et litterært event: Der er også musikindslag og fokus på historier kendt fra tv-serier og film. Her kan man møde folkene bag disse fænomener, såsom skuespillere, tv-værter, musikere og sangere.

Derudover rummer Bogforum en lang række af aktiviteter for både store og små. Det kan være quizzer om Disney, Star Wars og tegneserier. Nogle steder kan man endda være aktiv i form af spil, sport og få taget billeder i sjove udklædninger.

Vores egne historier følger med os, og vi møder historier, uanset hvor vi går hen. De rører noget i os, forandrer os, gør verden bedre og lærer os noget nyt. Bøger skal være underholdende, lærerige – og ikke mindst en god oplevelse. Nøjagtig ligesom Bogforum har været det siden 1992.

Referencer

  1. Lunn, Jannik; Larsen, Bjarke; Øster, Kaare: Bogforum i Lex på lex.dk.

  2. Hjortlund Kristoffersen, Stinne: At læse en læser. Viden om læsning, nr. 14, 2013, s. 37.

  3. Boghandlere i Danmark: Debat på BogForum 2014.

  4. Lunn, Larsen, Øster: Bogforum i Lex på lex.dk.

  5. Koefoed, Ingerlise: The new Danish Book Fair has become a box office draw. Scandinavian public library quarterly, Vol. 28, no. 2, 1995, s.10.

  6. Hjortlund Kristoffersen: At læse en læser. Viden om læsning, nr. 14, 2013, s. 37.

  7. Ringling, Anne-Sofie: Debutantprisen i Lex på lex.dk.

  8. Plusbog.dk: Danish Book Blog Award.

  9. Undervisningsministeriet: Skriverprisen.

Vores sider du ikke ma ga glip af