- Hjem
- Regionale festdage
- Copenhell
Copenhell datoer
Copenhell er Danmarks største metalfestival med fire intense dage fyldt med tung musik, kaos og fællesskab på det rå festivalområde på Refshaleøen i København. I de kommende år afholdes festivalen derfor på følgende datoer:
- fra onsdag d. 24. til lørdag d. 27. juni 2026
- fra onsdag d. 16. til lørdag d. 19. juni 2027 (estimeret)
- fra onsdag d. 21. til lørdag d. 24. juni 2028 (estimeret)
Festivalen finder hvert år sted i juni måned, typisk i midten eller slutningen af måneden.
Copenhell’s oprindelse
En brølende menneskemængde i sorte t-shirts, veste fyldt med badges, fadøl i hænderne og djævlehorn løftet mod himlen. Bandet er gået på, og guitaren brager ud af forstærkerne. Foran scenen hopper folk rundt. De headbanger, danser og synger med.
Der hersker ingen tvivl om, at publikummet til festivalen Copenhell er passionerede for rock- og metalkulturen og for de bands, der spiller på scenerne. Hvert år i juni måned finder Copenhell sted på Refshaleøen i København.
Men hvorfor lige den beliggenhed? Hvornår startede festivalen? Og hvordan har Copenhell egentlig udviklet sig siden?
Refshaleøen og B&W skibsværftet
Refshaleøen var engang hjemstedet for B&W skibsværftet1. B&W blev grundlagt i 1843 i København af den holstenske snedker Hans Heinrich Baumgarten (1806-75). I 1865 blev den britiske maskiningeniør William Wain (1819-82) partner i virksomheden. Værftet byggede blandt andet lokomotiver, forbrændingsanlæg, broer og cirka 1.000 skibe2.
Man kan derfor nemt tænke sig til, at den form for arbejde har krævet utrolig meget plads, og det har der heldigvis også været: Refshaleøen dækker nemlig et samlet areal på 115 hektarer3.
B&W gik konkurs i 1996. Siden da har Refshaleøens Ejendomsselskab, som ejer cirka 52 af områdets hektarer, udlejet værftsarealerne og de tilhørende bygninger. Lejerne er indenfor brancher som gastronomi, idræt, kunst, håndværksproduktion – og selvfølgelig også musik. Og det er her, at Copenhell kommer ind i billedet4.
2010: Velkommen til Copenhell
Der har jævnligt været koncerter på Refshaleøen, men først i 2010 fik området sin helt egen festival: Copenhell5. Bag festivalen står koncertarrangørerne Live Nation, der bemærkede, at der manglede noget i udvalget af festivaler. Der var et stort hul, en mangel på en festival med et hårdere musikvalg, som den tungeste form for rock kunne udfylde.
Koncertarrangørerne fra Live Nation var ude og se på området på Refshaleøen, og da de så den gamle gigantiske værftshal og de forladte siloer, vidste de, at de havde fundet det helt rigtige sted6.
Historien om området hjalp også på valget af lokation, som promoter og talsmand Jeppe Nissen fortalte i et interview med Weekendavisen:
”Vi blev øjeblikkeligt forelsket i stedet. Der er en historik herude, som passer enormt godt til metal. Det er et sted, hvor mænd har arbejdet hårdt fra morgen til aften, der er blevet svejset, så gnisterne sprang, og arbejderne har garanteret drukket mange bajere. Jeg tror, de gamle værftsarbejdere ville være stolte over, hvad deres sted bliver brugt til i dag. Og så kan vi spille latterligt højt, selvom vi er tæt på byen.”
Jeppe Nissen til Weekendavisen d. 22. juni 2017..
Beslutningen blev truffet: Copenhell skulle foregå her.
Den 11. og 12. juni 2010 gik 16 forskellige bands på scenerne, og dermed startede en metalfestival, der for hvert år har trukket flere store navne til. De bands, der siden har spillet på Copenhell, er blandt andet KISS, Metallica, Slayer, Iron Maiden, Judas Priest, Scorpions, Alice Cooper og mange, mange flere8.
En festival for alle – og med nye initiativer
På festivalen er det forskellige undergenrer af rock og metal, der hyldes. Det er derfor vigtigt for Copenhell’s arrangører, at programmet er varieret: Fra det tungeste metal til de blødere undergenrer af rock. På den måde skabes der plads til, at publikum kan opleve deres favoritbands, og at de kan få nogle nye musikalske oplevelser.
På festivalpladsen er indbyrdes respekt og god opførsel i højsædet: Copenhell går meget op i at være en festival, hvor alle er velkomne, og hvor alle føler sig trygge. Her skal der nydes god musik, og der skal være plads til at være til festival på den måde, man ønsker9. For nogle er det at deltage i moshpits, walls of death og at headbange – for andre er det at stå stille og lytte.
Til Copenhell kan man deltage i Copenhell Con – et nørdunivers, der tager inspiration fra Comic Cons og lignende arrangementer. Her kan publikum blandt andet få nye oplevelser og fordybe sig mellem koncerterne10.
Udover festivalen har arrangørerne lavet Copenhell Rock Academy, der hjælper unge kvinder og non-binære med at danne fællesskaber og komme i gang med at spille hård musik11.
Et andet initiativ, som Copenhell står bag, er et heavy metal-krydstogt (København/Oslo retur). Og har festivalen også skabt endagsarrangementet When Copenhell Freezes Over, der hvert år i januar præsenterer en række nyere heavy metal-bands12.
Man kan derfor roligt sige, at rock- og metalmiljøet lever i bedste velgående i Danmark. Og festivalen har haft vokseværk siden den spæde start i 2010.
Copenhell’s vokseværk: Fra 2010 til nu
Med undtagelse af i 2020 og 2021, hvor festivalen blev aflyst grundet COVID-19, er Copenhell blevet afholdt hvert år siden 2010. Og festivalen har haft vokseværk lige siden: lige fra antal gæster og antal bands til antal scener og varighed.
I skemaet nedenfor kan du se forskellene fra 2010 til de senere år.
| Copenhell i 2010 | Copenhell nu | |
|---|---|---|
| Gæster | I 2010 deltog cirka 4.000 gæster13. | I 2019 var der over 25.000 gæster på Copenhell. I 2023 var tallet vokset til 38.000. |
| Bands | I 2010 var der 16 bands på programmet, heriblandt Megadeth og Deftones14. | I 2023 var hele 76 forskellige bands på programmet, heriblandt Mötley Crüe, Gojira, Halestorm, Pantera og Guns N’ Roses15. |
| Antal scener | Copenhell bestod i 2010 af to scener: Helvíti, der er hovedscenen, og Hades. | Ud over Helvíti og Hades kom scenen Pandæmonium til i 2012, mens endnu en scene ved navn Gehenna blev tilføjet i 2022. |
| Varighed | Den første festival varede i to dage: Den 11. og 12. juni 201016. | Copenhell varede de første år i to dage. Senere blev programmet udvidet til at vare tre dage – senere fire. |
Referencer
Geday, Karin Drewsen: Burmeister & Wain i Lex på lex.dk.
Refshaleøens Ejendomsselskab: Om Refshaleøen.
Refshaleøens Ejendomsselskab: Om Refshaleøen.
Jensen, Jørgen Nørby; Michelsen, Morten: Copenhell i Lex på lex.dk.
Turner, David Jacobsen: I helvede er der plads til alle. Weekendavisen, 22. juni 2012.
Turner: I helvede er der plads til alle. Weekendavisen, 2012.
Jensen, Michelsen: Copenhell i Lex på lex.dk.
Jensen, Michelsen: Copenhell i Lex på lex.dk.
Jensen, Michelsen: Copenhell i Lex på lex.dk.
Finnedal, Martin: København får kæmpe metalfestival. Politiken, 14. januar 2010.
Setlist.fm: Copenhell 2023 setliste, Refshaleøen, 14.-17. juni 2023.
Jensen, Michelsen: Copenhell i Lex på lex.dk.