På en side om almanakker så vi, at de kongelige almanakker i form af tryk var ægte vidner om den tid, de blev udgivet i, når de da ikke fungerede som propaganda.
Her vil vi se, om det samme gjaldt, og måske stadig gælder, for det, vi kalder „postens kalender“: det dobbeltsidede kartonark (eller lignende), med eller uden et par ekstra blade med praktiske oplysninger, som postbuddet giver os hvert år (når man altså får det, og når han ringer på).
Inden vi går i gang med selve analysen, tager vi en kort historisk gennemgang af de trin, der førte frem til den postmandsalmanak, vi kender i dag.
Denne lange udvikling hænger tæt sammen med postbuddets egen historie. Jeg ville gerne have henvist til et godt site, der fortæller den i detaljer gennem tiderne, men jeg har ikke fundet et, der gør det præcist nok.
En kort historisk gennemgang
Lad os opsummere de vigtigste etaper i postbuddets almanaks fødsel i tabelform.
| Dato | Begivenheder og bemærkninger | |
|---|---|---|
| 1200-tallet | Universiteternes bude stod for transport og uddeling af breve til studerende og deres familier. Senere fik de også lov til at betjene private. | |
| 1576 | Kong Henrik III opretter kongelige budtjenester, som konkurrerer med universiteternes. | |
| 1595 | Der oprettes et embede som generaltilsynsførende for postvæsenet, et vigtigt skridt i udviklingen af brevposten. Brevtransport, som hidtil havde været et kongeligt privilegium, åbnes snart for offentligheden. Posten bæres dog stadig kun fra by til by. |
|
| 1638 | Et dokument fra *Cour des Aides* (en overdomstol for tvister om afgifter og skatter) nævner en form for "brevbærer-udbringer". | |
| 5. marts 1758 | Piarron de Chamousset opretter en *Petite Poste* til indsamling og distribution af breve i Paris, med tre omdelinger om dagen. | |
| 1759 - 1850 | I de følgende år opstår der andre *Petite Poste*-ordninger i provinserne: Bordeaux (1733), Nantes (1777), Lyon (1777), Rouen (1778), Lille og Marseille (1781). Frem til 1855 uddeler postbuddene, mod nytårspenge, kalendere i hæfteform (som *almanach de la petite poste de Lille* eller *almanach de la poste de Paris*) eller som små vægkalendere. De udkommer under mange navne: *Étrennes du facteur*, *Almanach de la Poste de XXX*, *Almanach de cabinet*, kalender, kontorkalender, og for første gang i 1810 *Almanach des postes* (nederste billede). |
|
|
||
| 1830 | Det er året, hvor den landlige posttjeneste indføres (lovene af 3. og 10. juni 1829). Landsbyerne betjenes nu af postbuddet med uddeling hver anden dag. Ruten bliver daglig i 1832. | |
| 15/12/1849 | I et cirkulære forbyder postdirektør Edouard J. Thayer postbuddene at uddele andre tryksager end dem, der er betroet postvæsenet, med undtagelse af "uddeling af kalendere til egen fordel og for egen regning i overensstemmelse med en længe etableret praksis". | |
| Begyndelsen af 1850 | Postbuddene i Rennes får trykt ark i formatet 21 x 27 (det nuværende format), som de klistrer på karton. Kalenderne har seks måneder på hver side og ledsages af stjernetegn og oplysninger om posttjenesten. | |
| 1854 | François-Charles Oberthur, bogtrykker i Rennes, tilbyder sine tjenester til postbuddene i Rennes og forbedrer kalenderen fra 1850. Han tilføjer tegninger på forsiden med årets 12 måneder. Bagsiden reserveres til postoplysninger. Arkene limes på karton med en farvet papirkant. | |
| 01/09/1855 | Ved cirkulære pålægger postdirektør Stourm postbuddene at uddele de almanakker, som leveres af postadministrationen eller af de departementale tjenesteledere. Postadministrationen tager dermed monopol i Paris og indfører i provinserne kontrol af kalenderindholdet via inspektører eller departementsdirektører. Officielt får kalenderen navnet *almanach des postes* og skal indeholde helgennavne samt generelle og lokale oplysninger om posttjenesten. |
|
| 28/08/1857 | Postadministrationen tager det fulde monopol på levering af almanakken og overlader fremstillingen i 12 år, fra 1859, til trykkeriet Mary-Dupuis i Noyon. | |
| 1859 | Da Mary-Dupuis ikke kan klare hele produktionen alene, får Oberthur koncession for 32 departementer. | |
| 1860 | Mary-Dupuis kan ikke opfylde sine forpligtelser, og privilegiet for kalenderproduktion overføres til Oberthur, som køber monopolet. | |
| 28/10/1867 14/12/1867 |
To ministerielle beslutninger ophæver monopolet på levering af almanakker og træder i kraft i 1870. | |
| 01/1870 | Postdirektør E. Vandal præciserer, at "enhver forlægger i kejserriget kunne påtage sig udgivelsen, for egen risiko, for et eller flere departementer, under overholdelse af gældende regler." Indholdskravene er fortsat de samme: kalendere, astronomiske oplysninger, markeder og messer samt generelle oplysninger om posttjenesten. Et prøvetryk af almanakken blev forelagt departementsdirektøren, som gav tilladelse, og denne tilladelse blev anført i selve almanakken, som man kan se ved siden af. |
|
| 1880 | *Almanach des postes* bliver til *Almanach des Postes et des Télégraphes*. | |
| Fra 1880 til i dag |
Forlæggere sameksisterer eller afløser hinanden med varierende held. - Mellem 1884 og 1913: Pithiviers, Villain, Typlite, Vanito. - 1915: PTT's børnehjem tager 37 % af markedet fra Oberthur. - 1928: Selskabet Oller dukker op (stadig forlægger i dag). - 1950: Nisse. - 1952: Pétillot. |
|
| 1989 | *Almanach des Postes et Télégraphes* bliver til *Almanach du Facteur*. Det var stadig navnet i 2004. |
|
„Postens kalender“, et vidne om sin tid?
Vi holder os naturligvis til billederne, for selve indholdet er i den sammenhæng mindre interessant som tidsvidne.
Som vi skal se gennem nogle udvalgte almanakker, kan man svare JA på spørgsmålet, i hvert fald frem til cirka 1950'erne.
Postens kalender havde en privilegeret plads i hjemmene. Den hang ofte på væggen og gav daglige oplysninger, man jævnligt havde brug for: dagens navnedag, orientering i året, månefaser osv. Derfor udnyttede man den centrale plads i hverdagen til enten blidt, eller mere brutalt (propaganda), at formidle små glimt af dagliglivets historie, vidnesbyrd om det forgangne års begivenheder eller politiske budskaber. Som Frédéric Maguet helt rigtigt skriver i Les Temps de la vie: "[Den har] et greb om varigheden, om begivenhedernes rækkefølge, om de markante øjeblikke i menneskets historie."
Lad os se nærmere på denne diskrete påvirkning, eller direkte propaganda, gennem nogle eksempler.
Vi kan samtidig bemærke, at den mindre subtile propaganda faktisk kan accepteres eller afvises med åbne øjne. Mangfoldigheden af billedtemaer gav nemlig mulighed for et årligt valg.
Almanach des Postes 1810 - lavmælt propaganda
Vi er langt fra de prangende billeder i de kongelige almanakker. Her er kun en medaljon øverst: Napoleon I på forsiden og kejserinden på bagsiden.
Almanach des Postes et des Télégraphes 1884 - samfundstema: ud at få luft
Billedet har titlen Arrivée d'un Train de plaisir de Paris au Havre.
"I hele sit liv havde han kun taget tre fridage, hver på otte dage, for at flytte. Men ved store højtider tog han undertiden et lysttog til Dieppe eller Le Havre for at løfte sin sjæl ved havets storslåede syn." Guy de Maupassant: Les dimanches d'un bourgeois de Paris.
Indvielsen af den første jernbane ud fra Paris fandt sted den 25. august 1837, og blot nogle årtier senere kunne man læse: "Pariser-murene dækkes af fristelser på blåt, gult, grønt og violet papir. Lysttog til Strasbourg! Lysttog til Nancy! Lysttog til Le Havre og Trouville! Rejser til Belgien, Holland og Rhinens bredder! Udflugter til Schweiz! Man kan ikke tage et skridt uden at et jernbaneselskab opfordrer én til at forlade Paris; og nu melder de spanske linjer sig også. En avis skrev forleden, at den 8. i denne måned passerede det første lysttog mellem Frankrig og Spanien Pyrenæerne." (L’Illustration, 21. maj 1864, Courrier de Paris, s. 323).
Hverken tog eller station vises på billedet. En sømand, et fyrtårn og et skib på havet er nok til at antyde destinationen.
Hvad fornøjelsen angår, er der ikke meget af den. De rejsende ser sure ud, virker gennemblødte og kæmper mod vinden. Skal man se en sammenhæng mellem denne dystre ankomst og det forhold, at lystogene netop på den tid begyndte at forlade Den Engelske Kanal til fordel for Middelhavets mildere klima?
Sport og mode
Disse to Almanachs des Postes et des Télégraphes har titlen Le Lawn Tennis.
Fra omkring 1890-1900 breder lawn tennis (jeu de paume på græs) sig fra England til resten af verden. Betegnelsen „lawn-tennis“ bliver efterhånden afløst af „tennis“, fordi sporten spilles på flere forskellige underlag.
Man ser også på begge billeder, at stedet ikke spiller nogen stor rolle.
Desuden er kompositionen på de to billeder meget ens med kun ét års mellemrum. Det ligner næsten, at den lille familie fra 1897 pludselig er vokset i 1898. Samtidig kan man studere tidens påklædning og skiftet i modefarver fra år til år.
Krige, gjort pæne og uden vold
1914-1918
Der er ingen egentlige krigsscener i kalenderbillederne fra 1914-1919. Kun tropper, der marcherer ordnet og i perfekt uniform.
Eller, som i almanakken for 1919, hyldester til de 74 000 skotter, der faldt på slagmarkerne i Frankrig. I baggrunden kan man skimte indiske soldater under britisk kommando.
Og hvis man ikke ønsker at se krigsbilleder hver dag, selv i en forskønnet form, kunne man altid bede postbuddet om en almanak med mere hverdagslige motiver, som i denne 1914-almanak med titlen Un passage de route.
Man kan dog spørge, om dette vejmotiv har en dobbelt betydning. Henviser det skræmte barn og flokken i galop, med en figur i militæruniform på andenpladsen, til en simpel passage over vejen, eller over en grænse?
1939-1945
I kalenderne fra den sidste krig dukker ikke krigstegninger op, men personer, ofte fotograferet i helfigur eller portræt. Her når propagandaen sit højdepunkt.
Det er naturligvis Pétain under næsten hele krigen, og de Gaulle i det sidste år og derefter.
Kalender fra 1943. Umiddelbart ligner den ikke en officiel postalmanak, men den er svær at komme uden om, fordi den samler propagandaens klassiske elementer: den franske francisque i nationale farver og en militærisk Pétain i uniform.
Almanach des Postes et des télégraphes fra 1941 med billedteksten le Maréchal Pétain visite une ferme dans le Massif Central. Her optræder Pétain i civil som en årvågen landsfader, opmærksom på alle befolkningslag.
I 1945 skifter figuren naturligvis. I denne Almanach des Postes for 1946 med titlen Prise d'armes à Strasbourg ser man en militær person, sandsynligvis general Leclerc, lede ceremonien. Flagene på monumenterne markerer tydeligt byens befrielse.
Og som under Første Verdenskrig findes der også mere harmløse billeder, hvis man ikke vil mindes krigen ved hvert blik på kalenderen.
Også her kan man spørge om en dobbelt læsning: Symboliserer ulven i Rødhætte-motivet i 1945-almanakken en bestemt besættelseshær? Husk, at billederne i en årskalender kun kan afspejle begivenheder fra året før.
Postalmanakken efter Anden Verdenskrig
Lidt efter lidt, efter 1945, ser man en tydelig udtømning af billedindholdet. Mærkeligt nok falder det sammen med, at fotografiet afløser tegningen.
I dag er det svært at finde andre postmandsalmanakker end dem med søde katte, små hunde eller landskaber uden større interesse. Kalendernes aktualitet blev overhalet af medierne. Er der stadig efterspørgsel efter motiver, der i praksis kommer med et års forsinkelse? Måske, men postbuddet spørger os ikke, og forlæggeren spørger næppe postbuddet.
Det kunne være interessant at se kataloget med billeder, som Oberthur eller Oller stiller til rådighed for postbuddene, men hvis man går ind på deres websites, opdager man desværre hurtigt, at adgangen er lukket for uvedkommende. Ærgerligt.
Til året 2005 fik jeg en hund i en kurv på forsiden og to labradorhvalpe på bagsiden. Som tidsvidne kan man finde bedre.