Den thailandske kalender

Lidt historie

Thailand (som hed Siam indtil 1939 og igen fra 1945 til 1949) strækker sig 2.500 km fra nord til syd i centrum af den indokinesiske halvø; den største bredde er under 800 km; arealet er 513.115 km2 (omtrent som Frankrig), med en befolkning på 64.265.276 (juli 2003). Det er den eneste stat i Sydøstasien, som ikke har været under egentlig kolonial dominans.

Landet styres som et konstitutionelt monarki med et parlamentarisk regeringssystem.

Thailand: placering i verden og detaljeret kort. Bangkok er hovedstad, største havn og største by i landet med en befolkning (forstæder medregnet) anslået til 5.876.000 i 1990.

Thai, som tilhører tai-kadai-sprogfamilien, er landets førstesprog. Der findes fire regionale dialekter. Lao, kinesisk, môn-khmer og malajisk tales også i Thailand.

Religionsfriheden er fuldt ud gældende i Thailand. Fordelingen er: theravada-buddhisme (95 %), islam (3,8 %), kristendom (0,5 %) og hinduisme (0,1 %).

Lad os nu se på en del af landets historie, som hjælper os med at følge udviklingen af dets kalendere over tid. Vi føres frem til begyndelsen af det 20. århundrede (plus nogle linjer om nyere historie), og sådan fortælles det i Microsoft Encarta:

„

Det thailandske folk, oprindeligt fra det vestlige Kina, slog sig ned i Yunnan i det 2. eller 1. århundrede f.Kr. Efter Han-dynastiets sammenbrud i 220 e.Kr. udnyttede thailandske ledere uroen og grundlagde kongeriget Nanzhao, som bestod indtil mongolernes erobring i midten af det 13. århundrede. Allerede længe før begyndte thai-folk at migrere sydpå, forbi den malajiske halvø og mod Cambodja. Her kom de under indisk indflydelse og antog buddhismen. Fra slutningen af det 13. århundrede dannede thai-folkene (kendt som siamese) en politisk enhed og blev en nation. I 1350 etableredes et samlet thai-kongerige under en hersker, der posthumt fik navnet Ramathibodi. Han skabte kongeriget Ayutthaya. Trods periodiske kampe mod khmerer og burmesere blomstrede Ayutthaya de næste fire århundreder. Thai-folkene kom også i kontakt - ikke altid fredeligt - med forskellige europæiske og asiatiske lande, bl.a. Portugal, Nederlandene, Storbritannien og Kina.

I 1767, efter en fireårig belejring, indtog burmesiske tropper Ayutthaya og ødelagde byen. Det burmesiske herredømme over Siam blev kort og endte med et thai-oprør ledet af general Phya Taksin, som udråbte sig selv til konge. Efter hans død tilfaldt kronen general Phya Chakri, grundlægger af det nuværende thai-kongedynasti, der regerede 1782-1809 under navnet Rama I. De britiske og siamesiske regeringer indgik en handelstraktat i 1826, som gav Storbritannien forskellige rettigheder og privilegier, og dette øgede britisk indflydelse i hele Siam i løbet af det 19. århundrede.

Siam blev ikke koloniseret som sine nabolande, fordi to af landets ledere var store statsmænd. Kong Mongkut, som regerede 1851-1868 under navnet Rama IV og var passioneret omkring vestlig civilisation og videnskab, inviterede mange europæiske rådgivere for at modernisere landet. Hans søn, kong Chulalongkorn (Rama V), som regerede under den europæiske kolonialismes højdepunkt, fortsatte moderniseringen og bevarede landets uafhængighed - dog mod betydelige territoriale indrømmelser. I 1893 blev Siam involveret i en grænsestrid med Frankrig, som da var hovedmagt i Cochinkina, Annam, Tonkin og Cambodja. Franskmændene sendte krigsskibe til Bangkok og tvang siameserne til at afstå Cambodja og hele Laos øst for Mekong. Frankrig fik yderligere siam-territorier vest for Mekong i 1904 og 1907. Siam afstod desuden fire stater på den malajiske halvø til Storbritannien i 1909. Til gengæld opgav briterne de fleste af deres ekstraterritoriale rettigheder i resten af kongeriget. Siam gik ind i 1. verdenskrig på de allieredes side i juli 1917 og blev derefter stiftende medlem af Folkeforbundet.

[...] I januar 2001 vandt milliardæren Thaksin Shinawatras parti parlamentsvalget. Med 248 ud af 393 pladser fik hans parti, Thai Rak Thai (TRT) („Thailændere elsker thailændere“), som han havde grundlagt i 1998, flertal i nationalforsamlingen. Det var første gang i landets parlamentariske historie, at ét parti havde absolut flertal. Premierminister Chuan Leekpais Demokratiske Parti fik 128 pladser.

Denne tidligere politiofficer af kinesisk oprindelse, som var blevet landets rigeste mand via telekommunikation, var 51 år gammel. Med et nationalistisk og populistisk program - bl.a. gældsmoratorium for bønder og økonomiske støtteordninger - vandt han let et flertal af stemmerne fra thailændere, som stemte på forandring efter at krisen i 1997 havde diskrediteret demokraterne. Men efter at være fundet skyldig i ikke at have oplyst dele af sin formue over for antikorruptionskommissionen, risikerede han suspension af sine borgerlige rettigheder.

Kilde: Collection Microsoft ® Encarta ® 2004. © 1993-2003 Microsoft Corporation. Alle rettigheder forbeholdes.

Kalenderen

„Året består af tolv månemåneder“. Sådan kan man læse om Thailand i Descriptif du royaume Thaï ou Siam skrevet af Msg PALLEGOIX, biskop af Mallos, apostolisk vikar i Siam i 1854.

Det var sandt frem til 1888, året hvor thailænderne gik fra månekalender til gregoriansk solkalender. Månekalenderen blev dog ikke glemt, men bruges stadig til at fastlægge datoer for religiøse og traditionelle højtider.

Vi gør derfor ikke egentlig historikerværk, når vi studerer den thailandske månekalender, som den eksisterede frem til 1888.

Lad os se nærmere på de to kalendere.

Den thailandske månekalender eller Chantarakati-kalenderen

Månederne

Som enhver månekalender med respekt for sig selv består denne kalender (Chantarakati) af tolv måneder (måned = duen) med 29 eller 30 dage (dag = wan) for at forblive i takt med lunationerne.

Hver måned begynder ved den første synlige seglmåne efter nymåne. Den deles i to hoveddele. Den første (kuen) svarer til tiltagende måne (fra første segl til fuldmåne inkl.) og har altid 15 dage. Den anden (ram) svarer til aftagende måne (frem til næste nymåne) og har 14 eller 15 dage afhængigt af månedens længde.

Året veksler mellem 29- og 30-dagesmåneder og starter med en 29-dagesmåned. Måneder på 29 dage kaldes Duen Khaad („ufuld“ måned), mens 30-dagesmåneder kaldes Duen Tem („fuld“ måned).

Månederne har ikke egentlige navne, men nummereres.

Den syvende måned kan have 29 eller 30 dage. Vi ser lidt længere nede hvorfor.

Lad os opsummere i tabel, med bemærkning om at årets begyndelse ligger sidst i november / først i december i vores gregorianske kalender.

Dagene

Månedens dage tælles ud fra, om de ligger i tiltagende eller aftagende måne. Man siger derfor fx 4. dag i tiltagende måne eller 5. dag i aftagende måne. Den 5. dag i aftagende måne svarer i praksis til den 20. i måneden.

Nogle dage har særlige navne:

• Wan Phen er fuldmånedagen (Wan Kuen Sib-ha Kham = 15. dag i tiltagende måne)
• Wan Dub er månedens sidste dag (Wan Ram Sib-ha Kham hvis måneden har 30 dage, eller Wan Ram Sib-si Kham hvis den har 29 dage)
• Wan Phra: buddhistmunkes „hellige“ dage, fire gange om måneden: Wan Kuen Pad Kham (den 8.), Wan Kuen Sib-ha eller Wan Phen (den 15.), Wan Ram Pad Kham (den 23.) og Wan Dub (sidste dag). I praksis lidt som vores søndage.

Datoformatet i Chantarakati har samme grundstruktur som vores (dag/måned/år): månedag / månednummer / årsnavn i en 120-årscyklus (det vender vi tilbage til).

Årets begyndelse og Chantarakati-kalenderens epoke

A) Årets begyndelse

Vi har ovenfor set, at årets begyndelse (ikke at forveksle med nytår i den thailandske kalender!!) ligger sidst i november/først i december. Det er rigtigt, men lidt for enkelt.

I visse gamle siam-kongedømmer kunne året nemlig begynde én eller to måneder tidligere. Selv hvis man accepterer slut november / start december, er det sværere at afgøre, hvilken begivenhed (sandsynligvis astronomisk eller astrologisk, måske „agro-astronomisk“) der markerer starten på året og dermed første dag i første måned.

Lad os kort se på Songkran, som måske kan give et spor - med alle forbehold.

Songkran er det traditionelle thailandske nytår. Festen starter den 13. april i den nuværende thailandske (og dermed gregorianske) kalender og varer tre dage. Den 13. april er Maha Songkran og markerer årets afslutning, den 14. er Wan Nao, og den 15. er Wan Thaloeng Sok, som indleder det nye år.

Songkran er et thailandsk ord, der betyder „at skifte sted“, forstået som Solens overgang fra Vædderen til Tyren i den vestlige tropiske zodiak (thailændere bruger ellers den sideriske zodiak: se siden astronomi for detaljer). Denne overgang sker i april.

Det er sandsynligt, at det thailandske nytår før dets placering i april naturligt blev fejret ved starten af måneåret, sandsynligvis i forbindelse med en solmæssig „overgang“. Ud fra det kan man forestille sig, at måneårets begyndelse lå ved den første seglmåne efter Solens overgang fra Skorpionen til Skytten.

At nytåret er gledet fra starten af måneåret til den femte måned i samme år kan være en konsekvens af skift fra buddhistiske til brahmaniske forestillinger. Det skyldes sikkert også ændringer i landbrugsvaner under migrationer fra Sydkina mod central- eller sydthailand: man pløjer ikke på samme tidspunkt i nord og syd, men man bevarer gerne kalenderiske holdepunkter. Det forklarer samtidig de regionale forskelle i årsbegyndelse, som vi allerede har nævnt.

B) Chantarakati-kalenderens epoke

Påmindelse: En æras startpunkt kaldes epoke (på engelsk epoch). Den er nyttig til at finde en datoækvivalent mellem kalendere.

For den thailandske månekalender, hvor vi arbejder med årscyklusser, skal vi finde den gregorianske dato, der svarer til første dag i første måned i første år i den første cyklus.

Den eneste dato jeg har fundet, er den som bruges i programmet Universal Calendar Calculator fra Cumberland Family Software. Programmet er mig bekendt det eneste, der giver konvertering mellem gregorianske og thailandske kalendere. Jeg håber denne side kan give mine landsmænd ideer: at konvertere gregorianske datoer til thailandske og omvendt virker mere nyttigt end at give dagens maya-langtællingsækvivalent.

Jeg giver derfor epoken med stærkt forbehold: Chantarakati-kalenderens epoke skulle svare til 27. november 542 BC i den julianske kalender.

Personligt ville jeg snarere have ladet æraen begynde enten i 78 e.Kr., som er den første æra (Mahasakarat) der spores i thailandske tekster, eller i 638 e.Kr., som markerer begyndelsen af Chulasakarat-æraen (forkortet CS), der blev „officiel“ under kong Chulalongkorn. Men måske findes der ældre spor ...

Skuddage og skudmåneder i Chantarakati-kalenderen

Nu kommer vi til et hovedproblem i enhver månekalender: hvordan man bliver i fase med det tropiske år. Husk at et måneår er 354 dage, 8 timer og nogle minutter mod 365 dage, 5 timer og nogle minutter for solåret.

Vi ser nærmere på metoden, som ser ud til at have været brugt, og som kaldes „den buddhistiske metode“.

„

Buddha (ca. 563-ca. 486 f.Kr.) blev født omkring midten af det 6. århundrede f.Kr. i den lille Sakya-stamme, hvis hovedby var Kapilavastu, hvor han tilbragte sin ungdom. Kort efter at være blevet voksen forlod han hjemmet og blev vandrende asket. I flere år søgte han løsningen på lidelsens og dødens problem, som plagede ham, en løsning han pludselig fandt og dermed blev en „opvågnet“ (buddha). Nogen tid senere, på fuldmånedagen i måneden ASALHA, i Hjorteparken ved ISIPATANA i den nordlige udkant af Benares (i dag Sarnath), holdt han sin første prædiken for fem asketer, som blev hans første disciple, og grundlagde dermed sit „munke-fællesskab“ (sangha). Resten af sit liv rejste han rundt i den midterste Gangesdal, prædikede sin „lære“ (dharma), omvendte mange og organiserede munkeordenen. Han døde i høj alder i Kusinagara (i dag Kasia, 175 km nordvest for Patna), hvor han havde gjort ophold under en lang vandring, omkring 480 f.Kr. Da gik han ind i den ufattelige og endelige fred, „fuldstændig udslukkelse“ (parinirvana). Uddrag af Encyclopedia Universalis, suppleret af mig.

Denne metode gør det muligt at tilføje til et normalt år (kaldet Prokatimas, prokati, dvs. normal) enten en skudmåned (athikamas, af athika = supplerende og mas = måned) eller en skuddag (kaldet athikawan). Samtidig giver athikamas og athikawan navn til året af samme type. Et år med både skudmåned og skuddag er ikke forudsat.

Ved år med skudmåned (omtrent hvert 3. år) indsættes skudmåneden efter årets 8. måned og har også 30 dage. Det var tilfældet i 2002 (gregoriansk ækvivalent).

Ved år med skuddag (omtrent hvert 5. år) lægges dagen til 7. måned, som da får 30 dage.

Vi har netop set, at interkalationsrytmerne er gennemsnitstal, og at virkeligheden afviger. Hvordan afgør man så med sikkerhed, om et år får en skuddag eller en skudmåned?

For at gøre det præcist må man bruge de 27 „månehuse“ i thailandsk astrologi. Vi nøjes her med princippet ved hjælp af de zodiaktegn, vi kender bedst. Og for at gøre det endnu enklere holder vi os til den vestlige tropiske zodiak.

Lad os zoome ind på Chantarakati-kalenderen og se på to helt bestemte dage:

• den første er dagen Asalabucha (eller Asanka Pucha), som mindes Buddhas første prædiken (se billedet og teksten ovenfor), og som skal falde på fuldmånen i den 8. måned i Chantarakati.
• den anden er dagen efter og svarer til buddhistisk „fastetid“, som varer tre måneder, hvor munke ikke må overnatte uden for templerne.

Og nu: hvordan bestemmer vi årstypen ud fra efemerider eller god observation?

1) Dagen efter fuldmånen står Månen i Skytten. Året er et normalt år.

2) Dagen efter fuldmånen står Månen ikke i Skytten. Så er der to muligheder:

2-1) Dagen efter står Månen i Skytten (altså cirka i „halen“ af Skorpionen). Man lægger en dag til året, som dermed bliver et athikawan-år.

2-2) Månen står stadig ikke i Skytten dagen efter. I så fald tilføjes en hel måned, og året bliver et athikamas-år. I dette tilfælde fejres Asalabucha på fuldmånedagen i den anden ottende måned.

Nemt, ikke? Så frem med efemeriderne. Jeg hjælper gerne med præcise positioner. Indtil da kan vi notere, at der i ældre perioder fandtes et andet system for skudmåneder/skuddage, hvis mekanisme ikke er særlig godt kendt.

Den thailandske solkalender eller Suriyakati-kalenderen

I en stor moderniseringsbølge under Rama V blev den gamle månekalender i 1889 (gregoriansk) afløst af solkalenderen. Eller mere præcist: den blev officiel i Thailand, mens månekalenderen fortsat bruges til at fastsætte datoer for visse højtider i den nye solkalender.

Chulalongkorn (1868-1910), også kaldet Rama V, viet sin regeringstid til modernisering af kongeriget. Han omorganiserede centraladministrationen ved at oprette ministerier, ikke længere efter territorium, men efter funktion (finans, offentlige arbejder, justits, uddannelse, forsvar, udenrigsanliggender); han indførte nye administrative enheder (regioner, provinser, distrikter, kommuner); han etablerede værnepligt; han lod jernbanenet opbygge og en kanal grave mellem Bangkok og Ayutthaya; han fremmede oprettelsen af banker og forarbejdningsindustri. Et sådant program krævede både udenlandske eksperter og hurtig uddannelse af siamesere, som kunne bidrage til den økonomiske opstart. Kongen hentede især briter ind og oprettede skoler i jura, medicin og tekniske fag. Da kvalificeret arbejdskraft manglede, fremmede han systematisk kinesisk indvandring. Kineserne fik hurtigt fremgang og etablerede sig som handlende, plantageejere, industrifolk, eksportører og bankagenter.
Encyclopedia Universalis

Man kan tilføje, at det var Rama V, der reddede landets uafhængighed i mødet med europæisk kolonial ekspansion.

Den vedtagne solkalender var ganske enkelt den gregorianske. Det var endnu ikke Suriyakati-kalenderen, som mere svarer til en gregoriansk kalender med årsbegyndelse 1. januar. Den blev kaldt Ratanakosinsok-kalenderen, fordi æraens begyndelse blev sat til tiltrædelsen af Ratanakosin-dynastiet i 1782 (gregoriansk), repræsenteret af kong Rama I. Samme år grundlagde Rama I byen Ratanakosin, som blev Thailands hovedstad og senere blev kendt under det nuværende navn Bangkok. Derfor kaldes æraen også Bangkok-æraen.

En anden særhed var, at årsbegyndelsen ikke blev sat til 1. januar, men til 1. april i den gregorianske kalender. Kalenderens epoke ligger derfor på 1. april 1782 i gregoriansk kalender.

Bangkok-æraen blev kortlivet, for 30 år senere indførte Chulalongkorns egen søn, Vajiravudh, den buddhistiske æra den 21. februar 1912 (gregoriansk).

Vajiravudh Rama VI (1910-1925) havde ikke samme format som sin far Rama V. Han indførte den buddhistiske æra. Den 1. april 1912 blev til 1. april 2455 B.E.

Æraens begyndelse blev sat til 1. april 543 f.Kr. og svarer, hvad årstællingen angår, til Buddhas indtræden i Nirvana, som kort kan beskrives som en tilstand af højeste sindsro.

Man må ikke tro, at æraændringen blot var et kongeligt indfald for at sætte et personligt præg. Tværtimod forankrede den det thailandske folk i en ældgammel historie, som mindede om en periode på 5.000 år mellem Buddhas indtræden i Nirvana og den formodede afslutning på den materielle verden. Derfor blev året 1957 (2.500 B.E.) et vigtigt „midtpunkt“ for thailændere.

Det sidste skub kom fra premierminister Pibulsongkram i 1940, så kalenderen begyndte 1. januar som den gregorianske. Året efter, 1941 (gregoriansk), blev kalenderen reelt Suriyakati, og 1940 fik kun 9 måneder, fra 1. april til 31. december.

Formålet med ændringen var kun at tilpasse den thailandske kalender til den gregorianske under noget vage historiske begrundelser, som det fremgår af bekendtgørelsen af 24. december 1940: "... I lyset af Thailands indførelse af den internationale solkalender er det logisk, at vi anerkender 1. januar som nytår på samme måde som andre lande ... Indførelsen af 1. januar som nytår gør Thailand mere lig andre lande og bringer os samtidig tættere på vores traditionelle buddhistiske overbevisninger og skikke, eftersom datoen ligger nær vores gamle nytårsdag, som faldt på første dag i aftagende måne, og dermed lod det nye år begynde om vinteren."

Således blev 1. januar 1941 gregoriansk i Thailand til 1 Moggarakom 2484 B.E. Man skal altså blot lægge 543 til en gregoriansk dato for at få en dato i den buddhistiske æra.

Men nu hvor vi har nævnt første måned i Suriyakati-kalenderen, så lad os se månedlisten.

Vi ser, at måneder med 31 dage slutter på kom, mens måneder med 30 dage slutter på yon. Undtagen februar naturligvis.

Om februar kan vi også bemærke, at thailænderne mødte et nyt ord: Athikasurathin, som blot er 29. februar.

Dags- og årscyklusser

Dags-cyklusser

Vi går ikke tilbage til dagstællingen baseret på tiltagende/aftagende måne. Men vi skal tilføje to andre cyklusser for at dække emnet bedre.

• Først en 60-dagescyklus, sandsynligvis direkte fra Kina. Den blev brugt i Siams tidlige perioder. Bruges den stadig i dag?

Den består af indlejring af 10 „store“ dage (Mae Wan) og 12 „små“ dage (Luke Wan) ved at kombinere navnene parvis én efter én. Når rækken af store dagsnavne er slut, starter man forfra med dem, men fortsætter de små dagsnavne. Svært at forklare, men princippet ligner 1-1; 2-2; 3-3; ...; 10-10; 1-11; 2-12; ...

Måske bliver det tydeligere i tabellen nedenfor, hvor de „store“ dage er:

De „små“ dage er:

Oversigtstabel for cyklussen:

• Dernæst den nuværende 7-dagescyklus, som er vores uge, og som viser dagsnavnene samt at den thailandske uge begynder søndag.

Årscyklusser

Ligesom kineserne kender thailænderne en 12-årscyklus og navngiver årene efter dyr.

2004 e.Kr. eller 2547 B.E. svarer i denne 12-årscyklus til Bee Wog, altså Abens år.

Det ser ud til, at thailænderne ligesom kineserne også har haft en 60-årscyklus, som fungerede som dagscyklussen, og at den senere blev erstattet af en længere 120-årscyklus. Man tager simpelthen 12-årscyklussen og tilføjer et suffiks, som angiver årets position i 120-årscyklussen.

Når ek=1, to=2, tri=3, jatawa=4, benja=5, cho=6, satawa=7, attha=8, noppa=9 og samriti=10, bliver Bee Chuad To Sok det andet rotte-år i 120-årscyklussen.

Højtider i Thailand

Da formålet med dette site ikke er at give en komplet liste over alle landes højtider, nøjes vi her med de højtider, der har rødder i månekalenderen og derfor skifter dato hvert år i den thailandske solkalender.

Månekalenderens højtider:

Lad os heller ikke glemme det thailandske nytår (Songkran), som godt nok nu er en fast højtid (13.-14.-15. april), men stadig har sine rødder i månekalenderen.